2017 Spirit (88985411xxx)

Depeche Mode "Spirit" 2017

12 track album

songs titled:

Revolution
Worst Crime
Scum
Backwards and Move

[rimg]https://pp.vk.me/c837522/v837522966/514d/ZwpoDse5_m4.jpg[/rimg]

Depeche Mode-pressemøde og interview i Milano: – David Bowie var blodåren, der bandt os sammen

Med, fristes man til at sige, vanlig sans for selviscenesættelse i den tunge ende af skalaen, holdt Depeche Mode hof på La Triennale De Milano Teatro Dell’Arte d. 11. oktober, for et indbudt publikum på nogle hundrede mennesker bestående af alskens presse og en gruppe fans. Pressekonferencen, for en sådan var det, havde reelt to egentlige punkter på dagsordenen, nemlig annoncering af nyt album til foråret næste år, med titlen Spirit, samt en efterfølgende Europaturné, som også siden vil blive fulgt op med datoer i resten af verden. Gruppen lægger vejen forbi København, Parken, den 31. maj.

Pressekonferencen var præget af god stemning, måske ikke mindst takket været de indbudte fans, for hvem det tydeligvis var oplevelse nok bare at se de tre stilfuldt sortklædte herrer, Fletcher, Gahan og Gore, tæt på. Og selvom det reelt var ret småt med informationer om det kommende album, så blev det alligevel til korte uddrag fra et par af de nye numre, som i hvert fald efter klapsalver fra salen at dømme var godkendt. Nu er det naturligvis lidt vanskeligt sådan at sige særlig meget på baggrund af tre korte uddrag, men første bid bestod af synkoperet bastromme og synthesizerklange, næste en slæbende sag med guitar og blues-feel og afsluttende omkvæd i 12/8-del med sequencerfigurer.

Herpå fulgte diverse spørgsmål, fra pressen, fra fans til stede og fra det store internet, og det var jo meget godt alt sammen, men jeg tog nu alligevel en snak med Dave Gahan på tomandshånd dagen efter for at blive klogere på det kommende album, den kommende turné og andet godt.

I udgiver nyt album næste år, Spirit, og jeg kan forstå, at I ikke kan sige så meget om det endnu, da det endnu ikke er helt færdigt?

– Det nærmer sig, det er næsten færdigt. Vi mangler lidt endnu i forhold til at arrangere numre og rækkefølge, men i det store hele er vi næsten i mål. Vi havde faktisk gang i flere numre, end vi kunne indspille, men vi følte, at 12 af dem fungerede godt sammen, som et helstøbt album. Personligt er jeg også nået dertil, hvor jeg ikke bryder mig stort om album med 18 numre på eller sådan, for vi er jo alle vokset op med plader, der havde en begyndelse og en slutning, en slags kurve, og sådan forholder det sig faktisk med alle mine favoritter, om det så er David Bowie, Nick Cave eller Sigur Rós. Så det var vigtigt at skabe en sammenhæng, og James Ford, produceren, ville faktisk oprindeligt have haft os ned på bare ti numre, men der var lidt uenighed i gruppen, og vi endte så med 12, og det synes jeg fungerer godt.

Så alle numre er færdige nu?

– Ja, de her 12 numre kommer på albummet.

Hvad angår stil, genre, etc., så kunne jeg næsten fornemme på pressekonferencen i går, at I godt vil holde det lidt hemmeligt endnu?

– Det var ret interessant, for der blev jo spillet små uddrag af tre-fire numre på pressekonferencen, og det havde jeg ikke hørt før. Der var et nummer skrevet sammen med Christian Eigner og Peter Gordeno (faste livemusikere, red.), det, der gik sådan lidt bam-dang-bam-bam-dang, og så Revolution og Scum.

Med synthesizer-stykket.

– Ja, det var Scum. Jeg vidste godt, at der ville blive præsenteret disse små klip, men jeg havde ikke hørt dem på forhånd, men jeg syntes virkelig det lød godt. Og jeg var også glad fordi jeg kunne fornemme variationen mellem numrene, de er forskellige, men de fungerede også sammen.

Ja, der var en overordnet lyd og produktion, som bandt dem sammen.

– Ja, jeg synes, James Ford har gjort et godt stykke arbejde i den henseende. Allerede efter vi havde indspillet et par numre med ham, følte jeg mig ganske tryg, for han vidste, hvad vi gik efter.

Hvordan faldt valget på ham; var det via Simian Mobile Disco?

– Ja, og så lyden på det seneste Arctic Monkeys-album, som han producerede, også Florence and the Machine. Her er selvsagt tale om helt andre musikalske udtryk end vores, men produktionen var spændende. Jeg lyttede intenst, for jeg ledte efter nogen, der kunne stå for indspilninger, og så er det jo også sådan, at når Martin Gore og jeg er i studiet, så handler det blandt andet om at stykke idéer sammen, og så er det vigtigt, at der er en slags ordstyrer af en art, en som kan skære lidt igennem og sige, at det og det er en god idé og lad os arbejde videre med den retning. James var god at arbejde med, fordi han kunne spille på alle mulige instrumenter og havde en rigtig god forståelse for alle de elektroniske af slagsen også; synthesizere, gamle trommemaskiner, den slags. Han vidste, hvordan man betjener dem. Det er der mange folk, der påstår, de kan, men det er så ikke altid tilfældet; de er måske i stedet stærke med softsynths.

Ja, hvordan får jeg lige mere release på denne her DX7?

– Ja, lige netop, haha!

I tager på turné næste år, og hvor meget kan du på nuværende tidspunkt afsløre omkring setup, hvilke musikere I tager med, hvilken form for scene og visuals, I benytter, etc.?

– Christian Eigner er med på trommer og Peter (Gordeno, red.) på tangenter, og de har jo efterhånden været med i små tyve år – jeg tror, deres første turné med os var i 1998, så ja, det bliver 20 år, inden denne turné er omme. Det er ret længe, så jeg ser dem som en del af helheden. Depeche Mode er to entiteter; det vi laver i studiet og det vi laver på turné, og der er ofte stor forskel. Der er selvsagt mere spontanitet, når vi turnerer, for her må man fange øjeblikket og dets følelser. Og så har jeg stor tillid til dem begge. Christian er jo som en maskine, han spiller som en maskine, han er der altid 100 procent, og Peter blomstrer virkelig, ofte i de mørke numre, og så er der jo Martin, Fletch og jeg selv, så det bliver opstillingen. Jeg har skrevet et par numre sammen med Christian og Peter og et enkelt sammen med Martin, som hedder Move. Anton Corbijn står for det visuelle, og vi har koblet en ny lysdesigner på ham, som også hjælper med scenedesign. Vi har planlagt at mødes med Anton i Miami i begyndelsen af november, vistnok, hvor vi skal bruge en uges tid eller sådan på at optage filmsekvenser. Og bare rolig, det kommer ikke til at ligne Miami.

I har ikke ringet til Don Johnson og Jan Hammer?

– Med Anton kan man optage en sekvens i sneen, og så ender det med at ligne en tur til stranden.

I ville med andre ord have kolde snelandskaber, så I hev Anton med til Miamis strande?

– Han ville gerne til Miami for at dyrke nogle lokationer, der har lidt Cuba over sig, nogle områder i midtbyen, der er knap så pæne og præsentable. Og så er det et sted, vi ikke rigtigt har afsøgt tidligere. Vi talte naturligvis også om L. A., New York og den slags oplagte steder, men Anton Corbijn kunne godt lide Miami som idé.

Hvordan forbereder I jer op til en turné, hvor meget øver i for eksempel inden?

– En hel del. Nok engang vil Martin, Fletch, Peter og Christian formentlig mødes i Santa Barbara, hvor Martin bor, og bruge en del tid i studiet på at udarbejde arrangementer til de numre, vi udvælger. Det der med at vælge numrene er ikke så svært endda, for der er jo nogle, som bare altid skal med, og så er der nogle nye, som man også gerne vil præsentere. Og derefter handler det om at udvælge materiale fra andre album også, som vil passe ind. Mellem os sagt, så har jeg allerede nogle idéer i den retning, numre som jeg helt sikkert gerne vil have med igen, såsom Barrel Of A Gun, In Your Room, og så ville jeg meget gerne hive Everything Counts ind igen også, for den fungerer virkelig, måske i en ny version, dens æstetik ville nemlig passe godt ind sammen med nye numre som Revolution.

Og så er det jo – desværre – en sang, der stadig er særdeles aktuel også den dag i dag.

– Lige netop! Og det relaterer nemlig i høj grad til det ny album, med arbejdstitler som Scum, Backwards, Worst Crime.

I går lidt goth igen? Skal du låne lidt af min make-up?

– Jeg har skam selv, jeg har jo min maske på på scenen, så at sige. Naturligvis. Du har din på også. Det er jo en god rustning.

Jeg har et spørgsmål til dig, som i virkeligheden er et håb om et godt trick – du er jo forsanger, og I kaster jer jævnligt ud i de her gigantiske turnéer, så hvad gør du for at undgå at slide stemmen og blive hæs undervejs?

– Det er virkelig en udfordring, faktisk en af de største, som jeg altid står overfor. Selv hvis jeg føler mig slidt ned, og min krop gør ondt, så går det, men uden min stemme er jeg intet, som en tom skal. Jeg skulle såmænd nok få slæbt mig på scenen med en brækket ankel, men har jeg ikke stemmen, så kan jeg ikke nyde det, for så kan jeg ikke give mig fuldt ud, og man skal huske på, at det der med at synge i to timer, det er faktisk lidt af en opgave.

Ja, ikke mindst fordi du jo bevæger dig meget.

– Jeg bevæger mig meget, ja, og som du ved, så kræver det sit at bevæge sig og synge samtidig. Men det er ikke alle, der forstår det, for man skal kontrollere sit åndedræt konstant, ellers kan det blive farligt. Hvis man skal op og ramme høje toner, bevæger sig meget og ikke får trukket vejret nok, så slider det på stemmen. Og det opdager man så dagen efter, når man vågner og kvækker.

Det er især slemt med falset, for her mister man bare tilfældige toner, som blokeres.

– Ja tak, de forsvinder bare. Det har jeg oplevet tit, og det er skræmmende. Man skal også passe lidt på med kold luft, for det kan også være hårdt for stemmebåndet. Det jeg selv gør – det lyder lige dele skørt og kedeligt – er at holde kæft; jeg taler bogstavelig talt ikke mellem koncerterne, holder min mund i et døgn.

Lidt ligesom Wagner-sangere.

– Ja, der er faktisk ikke andet at gøre, og jo ældre jeg bliver, jo mere er det sådan, der er ingen vej udenom. Det er det vigtigste for mig, så det er sådan, jeg prøver at gøre det. Syv, ni, tretten, når vi er på turné, så er det det eneste, der virkelig betyder noget for mig; er min stemme klar, så leverer jeg en god aften, og det kan man høre. Har jeg problemer med stemmen, så er det ren tortur, du ved, rammer jeg næste tone korrekt? Og så begynder jeg at tænke videre til næste nummer, jeg er ikke helt til stede i øjeblikket.

Lad os fortsætte lidt ad dunkle stier; David Bowie gik bort tidligere i år, og havde det ikke været for Bowies ”Heroes”, så var du måske aldrig endt i Depeche Mode, så hvad betyder Bowie for dig personligt og for Depeche Mode?

– Du har ret, det er korrekt. Først og fremmest var Bowie den blodåre, der bandt Martin Gore og jeg sammen, måske Iggy Pop også, og Kraftwerk, må jeg sige, for ellers lyttede vi til ret forskellig musik. Men Bowie var der altid hos os, og ”Heroes” var velsagtens den sang, der bragte mig ind i Depeche Mode. Vi lavede faktisk en version af nummeret til en session i New York, i et filmstudie, hvor vi optog fire-fem numre fra det kommende album, og det skal I nok få at se alt sammen. Vi legede med en trommemaskine og nogle synth-idéer, Fletcher på tangenter, Martin på guitar, jeg på vokal og lidt trommemaskine. Så vi spillede et par numre fra det kommende album og så altså en udgave af ’Heroes’, som virkelig blev vellykket. Der skete noget, da jeg sang det nummer, som sendte mig direkte tilbage til det lille øvelokale for mere end tredive år siden. Jeg lyttede faktisk til ’Heroes’ her i morges, og det er et nummer, jeg aldrig bliver træt af.

Og er man vokset op med Den Kolde Krig, så rammer det følelsesmæssigt hver gang.

– Ja, det slides ikke ned, og jeg har jo været så heldig at indspille i samme studie, som Bowie benyttede til ’Heroes’, Hansastudiet i Berlin, som lå lige op ad Muren, så den sang har været hos mig og båret mig gennem mange stunder i mit liv.

Det samme her. Men nu tror jeg, der bliver banket på, vores tid er inde og vi må føres til Hades. Tak for musikken gennem alle årene og held og lykke med det ny album og turnéen.

– Haha, tak skal du have.

Пожалуйста, зарегистрируйтесь, чтобы увидеть ссылку. | Please register to see the link.